Er du vores nye Testudvikler?

VI LEDER EFTER EN NYSGERRIG OG KVALITETSBEVIDST TESTUDVIKLER TIL AT STYRKE KVALITETEN PÅ VORES PRODUKTPORTEFØLJE GENNEM AUTOMATISEREDE TESTS.

Lokation:
Aalborg, Danmark

Om jobbet:

TARGIT Decision Suite består idag af en lang række komponenter – fra front-end klienter med en stor brugergrænseflade til back-end server og database, hvilket stiller store krav til kvalitetssikringen. Samtidig arbejder vi på en cloud-løsning, hvor vi ønsker hyppigere releases gennem en CI/CD-tilgang. Hidtil har størstedelen af testarbejdet bestået af manuelle tests, men behovet for at automatisere en langt større del af tests, er blevet mere udpræget. Derfor søger vi en testudvikler, der kan accelerere arbejdet med vores automatiserede testplatform, som netop er etableret.


Arbejdsopgaverne vil primært bestå af en videreudvikling af test framework’et og udvikling af automatiserede test cases i samarbejde med vores to senior testere. Sekundært vil der i perioder være behov for at hjælpe med andre ad hoc opgaver, som kan være manuelle tests, assistance til support-teamet, etc.


Grundet de tekniske arbejdsopgaver forventer vi, at du enten har en udviklerbaggrund eller på anden måde har erfaring med udvikling.


Da TARGIT Decision Suite er vores kunders nøgle til at opnå indsigt i deres data og træffe afgørende forretningsmæssige beslutninger, stiller det naturligvis høje krav til kvaliteten af dit arbejde. Vi forventer derfor, at du tager ansvar og arbejder struktureret.


Udover ovennævnte, forestiller vi os, at du har følgende faglige og personlige kvalifikationer:

  • Kan begå dig fagligt med engelsk som arbejdssprog.
  • Har en positiv og konstruktiv indstilling til de daglige udfordringer.
  • Er motiveret for arbejdet med kvalitetssikring.
  • Erfaring med test frameworks og automatiserede tests (ikke et krav).


Din dagligdag vil være på vores hovedkontor i Aalborg, hvor hovedparten af vores R&D-team på 20 medarbejdere er placeret. Her får du mulighed for at sparre med dygtige og særdeles erfarne kolleger, som brænder for at lave markedets bedste BI & Analytics produkt. Du vil samtidig blive en del af en international virksomhed, hvor du også vil have jævnlig kontakt med den resterende del af vores R&D-team i Hviderusland.


Hvem er vi?

TARGIT er en ledende udbyder af business intelligence software til et væld af forskellige brancher og virksomheder rundt om i hele verden. Nationalt tæller kundeporteføljen blandt andet Normal, Søstrene Grene og Bianco, og internationalt Monin, Goodwill Industries og Dublin Airport Authority.

Vi er samlet set 70 ansatte fordelt på vores kontorer i Aalborg og Tampa i Florida. Derudover har vi distributører og partnere i en lang række europæiske lande og i Sydamerika.

Vi holder ved vores skandinaviske rødder samtidig med, at vi stræber mod at skabe et dynamisk og udfordrende miljø for alle ansatte med et klart mål om altid at være et skridt foran i en verden, hvor forandring er hverdag. Vi er en fleksibel arbejdsplads, som ønsker at fremme kreativitet, fællesskab og opfindsomhed.

Ansøg nu

Skriv "Ansøgning: Testudvikler" i emnefeltet og send din ansøgning og CV til hr@targit.com hurtigst muligt.


Startdato: Hurtigst muligt

For yderligere spørgsmål til stillingen kontakt Head of Development, Jakob Bak, på tlf. 26286500 eller jb@targit.com.

Vi glæder os til at høre fra dig!