Er du vores nye udvikler?

For at understøtte TARGIT’s fortsatte vækst, leder vi efter en dygtig udvikler til vores udviklerteam i Aalborg, hvor vi bygger en førsteklasses business intelligence platform til vores 1500+ kunder. 

Ønsker du en varieret hverdag med masser af udfordringer, indflydelse på processer og teknologier? Så læs videre! 


Lokation

Aalborg, Danmark

 

Vi kan tilbyde

Hos TARGIT kan vi give dig en arbejdsplads, hvor der er:

  • højt til loftet
  • plads til dig og dine idéer
  • en fantastisk kombination af både kompetente og ret sjove kollegaer fra 24-65 år
  • og sidst, men ikke mindst, frokostordning, sodavand, frugt og bland-selv-slik ad libitum

Vi vil gerne se os selv som ét samlet team – ja, en stor familie. Hos TARGIT er trivsel og socialt samvær i fokus, og netop derfor er vi også virkelig stolte af, at størstedelen af vores medarbejdere har været hos TARGIT i mange, mange år. Vores ”ældste” jubilar kan fejre, intet mindre end, 30-års jubilæum i år. Er du først en del af teamet, kan det være svært at give slip igen!

 

Om jobbet

Vi arbejder løbende på at udvide og modernisere platformen for TARGIT Decision Suite, som består af flere forskellige komponenter herunder; en Windows-applikation, en web-applikation, en server, mobile klienter  samt databasekomponenter.

Vi har brug for hjælp til både nye features samt migreringer til nyere teknologi med stort fokus på at optimere vores nye cloud-platform, så vi udnytter skalérbarheden i Microsoft Azure på den mest optimale måde. 

Der er altså rig mulighed for at arbejde med mange forskellige teknologier og platforme, hvilket også er en helt naturlig del af udviklingsafdelingens dagligdag, hvor faglig udvikling er et af hovedtemaerne. Dit ansvarsområde vil derfor også spænde bredt, og du vil få stor medindflydelse på din videre udvikling.    

Derfor lægger vi ikke så stor vægt på, om du er front-end, back-end, full stack eller cloud-udvikler. Det vigtigste er, at du ser dig selv som en skarp udvikler, er dybt motiveret for at dygtiggøre dig i et miljø med meget erfarne kolleger. 

 

Vi forventer dog, at du har følgende faglige kvalifikationer:  

  • Gode engelskkundskaber i skrift og tale, samt gode kommunikations- og samarbejdsevner
  • Åben og nysgerrig, både når det gælder løsning af opgaver og anvendte teknologier 
  • Solid erfaring med C#, gerne suppleret med flere af de øvrige teknologier, vi benytter, såsom TypeScript, HTML, Vue, Blazor, Azure Services

Du kan være en nyuddannet kandidat, som har erfaring fra studiejobs eller lignende eller en erfaren udvikler. Det vigtigste er, at du lever op til de faglige kvalifikationer, og er dybt motiveret for at blive skarpere på TARGIT Decision Suite og nye teknologier hver eneste dag. 

Din daglige gang vil være på vores hovedkontor i Aalborg, hvor hovedparten af vores R&D-team på 20 medarbejdere er baseret. Her får du mulighed for at sparre med særdeles dygtige og erfarne kolleger, som brænder for at lave markedets bedste business intelligence & analytics-produkt.

Du vil samtidig blive en del af en international virksomhed, hvor du også vil have jævnlig kontakt med den resterende del af vores R&D-team i Hviderusland. 

  

Hvem er vi?

TARGIT er en ledende udbyder af business intelligence software til et væld af forskellige brancher og virksomheder rundt om i hele verden.

Vi er samlet set 65 ansatte fordelt på vores kontorer i Aalborg og Tampa og Ohio i USA. Derudover har vi distributører og partnere i en lang række europæiske lande og i Sydamerika.  

Vi holder ved vores danske rødder samtidig med, at vi stræber mod at skabe et dynamisk og udfordrende miljø for alle ansatte med et klart mål om altid at være et skridt foran i en verden, hvor forandring er hverdag. Vi er en fleksibel arbejdsplads, som ønsker at fremme kreativitet, fællesskab og opfindsomhed. 

 

Ansøg nu

Skriv "Ansøgning: Udvikler" i emnefeltet og send din ansøgning og CV til hr@targit.com hurtigst muligt. 

Start: Hurtigst muligt 
 
For yderligere spørgsmål til stillingen kontakt Head of Development, Jakob Bak, på tlf. 96231980 eller jb@targit.com. 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

Opslået 21-01-2022